søndag den 14. december 2008

Ftalater

Om sexlegetøj: Hvad er det for noget med de der blødgørere i plastik? Er de farlige?

Industrien kommer ftalater i plastik for at gøre den blød. På den måde kan man både lave hårde og bløde dildoer ud af plastik. Den største fordel er, at plastik er et billigt materiale.

Men ftalater er mistænkt for, at de måske kan skade vores hormoner hvis de optages i menneskekroppen. De kan måske skade vores frugtbarhed og sædkvalitet. Det er kun en mistanke, det er ikke endeligt bevist.

Men en mistanke er også slemt nok. Derfor er det blevet forbudt at tilsætte ftalater i børnelegetøj. Greenpeace og andre kræver, at det også skal være forbudt at tilsætte ftalater til sexlegetøj.

Det er umiddelbart meget fornuftigt, for ftalater optages i kroppen gennem sarte slimhinder, som vi har i munden, i skeden og i endetarmen.

Men måske er det slet ikke nødvendigt at blande staten ind i sagen og bruge penge på et stort apparat, som skal administrere et forbud.

For det første har det vist sig, at sexbutikkerne tager advarslerne meget alvorligt, og at de er gode til at rådgive kunderne om risikoen.

For det andet har industrien taget advarslerne til sig. Først sendte de dildoer på markedet, som var lavet af andre materialer, f.eks. silikone. Samtidig gik de igang med at udvikle nye kemiske formler for at gøre plastik blød uden brug af ftalater. Og det er lykkedes, sådan at der lige nu strømmer bløde plastik-dildoer ud på markedet uden ftalater.

Dermed har forbrugerne fået reel mulighed for at vælge ftalaterne fra. Og i løbet af få år vil dildoer med ftalater formentlig være helt væk fra butikkernes hylder.

For det tredie har Miljøstyrelsen gennemført en undersøgelse af sexlegetøj med ftalater. De konkluderer, at der ikke er grund til at være hysterisk. For hvis blot man bruger sit sexlegetøj mindre end en time hver dag, er der ikke noget problem.

Og hvem bruger sexlegetøj mere end en time om dagen?

Miljøstyrelsen tilføjer dog, at gravide bør vælge sexlegetøj uden ftalater fordi fostre er mere modtagelige for skadelige stoffer.

Så hvis blot denne advarsel får plads i pjecerne til gravide, så er der hverken grund til hysteri eller forbud.

Se... det var jo sådan set en rigtig solskinshistorie. Uden andre pressionsmidler end demokratisk debat og forbrugernes efterspørgsel har industrien selv løst problemet. Stille og roligt.

Opdatering 2013: EUs kemikalieagentur har påvist øget risiko for skader på leveren, hvis man bruger dildoer med ftalater. Læs mere her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar