mandag den 8. december 2008

Mænd er klamme

I 60’erne og 70’erne var det de homoseksuelle, det gik ud over. Bøsser blev kaldt perverse, syge og unormale. I dag er vi heldigvis blevet klogere. Eller er vi?
Nej. I dag er det bare andre seksuelle mindretal, det går ud over. Bl.a. de krematistofile.

Servicestyrelsen er en del af Velfærdsministeriet. De har lige åbnet en side på nettet, som kun har ét formål: At svine et fuldt lovligt seksuelt mindretal til.
Ja, du læste rigtigt.

På Servicestyrelsens webside kaldes de krematistofile for klamme, dumme og tabere.

Seksualpolitisk Forum har klaget til Ombudsmanden over, at et seksuelt mindretal bliver svinet til på den måde. Ombudsmanden har endnu ikke svaret på klagen.

Både mænd og kvinder kan være krematistofile. Men i Servicestyrelsens kampagne er det kun mænd, der står for skud. Undersøgelser har vist, at ca. 14% af danske mænd er krematistofile.

Den tager vi lige igen: En statslig styrelse, som kalder sig Servicestyrelsen, siger, at 14% af alle danske mænd er nogle klamme tabere.
Så må man spørge: Service for hvem? Service og velfærd er åbenbart newspeak ligesom i Georg Orwells roman 1984, hvor krigsministeriet skifter navn til fredsministeriet.

Og hvor alle former for sex, som ikke har til formål at avle børn hedder sexcrime.

Bag Servicestyrelsens tilsviningen af disse mænd spøger en manglende forståelse af mandlig seksualitet. I hele samfundet. Der breder sig en dæmonisering af mænd. Oftere og oftere hører man i den offentlige debat, at mænd er nogle svin. De er kun ude på én ting. Osv.

I et endnu større perspektiv handler det om, hvad det vil sige at være normal. I 30-40 år var det som om vi i Danmark blev mere og mere frisindede og tolerante overfor seksuelle afvigelser. Nu svinger pendulet tilbage igen.

Det bliver spændende at læse ombudsmandens svar.

Tilføjet februar 2009: Ombudsmanden har afvist klagen med henvisning til, at han ikke har faglig kompetance til at dømme i sagen. Det er dybt frustrerende. Hvis Ombudsmanden havde været sin demokratiske opgave voksen, kunne han have indhentet vurderinger fra eksperter på området. Se klagen og Ombudsmandens svar hos Seksualpolitisk Forum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar